Baduy-stammen, også kendt som Sunda Badui, er en gruppe af indfødte sundanesere i det indre af Lebak-regionen i Banten-provinsen. Deres befolkning tæller omkring 26.000 mennesker; det er en gruppe mennesker, der isolerer sig fra omverdenen.
De lever for at bevare den kultur, som deres forfædre har overleveret til dem. De lever uden teknologi eller elektricitet og går hverken i sko eller sandaler og bruger heller ikke mobiltelefoner.
Badui-folket kalder sig selv Urang Kanekes. »Urang« betyder »folk« på sundanesisk, og »Kanekes« er navnet på deres hellige område, der ligger i Kendeng-bjergene i det sydlige Banten på Java. Badui-folket er afhængige af et kontrolleret samspil med omverdenen for at bevare deres gruppes traditioner og modstå islamiseringen.
Badui-folket har sin styrke i evnen til at bevare sit mystiske image ved at begrænse kontakten med omverdenen. De er tilbageholdende med at omgås udlændinge og er meget hemmelighedsfulde, når det gælder deres traditioner. De er kendt på Java for at besidde overnaturlige kræfter, og de underbygger dette ry.
Det er stadig uklart, hvor længe baduierne har levet i isolation. Der vides kun lidt om deres kulturelle baggrund, bortset fra at deres religion indeholder elementer fra både hinduismen og buddhismen. Deres historie om modstanden mod islam fortælles i forskellige lokale sagn, som daterer baduiernes oprindelse til det 16. århundrede, da Padjajaran, det sidste sundanesiske kongerige, faldt i hænderne på muslimske erobrere. Ifølge legenderne gjorde baduierne oprør mod islam, led nederlag og flygtede op i bjergene, hvor de befinder sig den dag i dag.
I 1931, under det hollandske herredømme, blev baduierne reddet fra at måtte forlade deres nuværende hjemland af dr. Mulhenfeld, direktøren for Indenrigsministeriet for Vestindien, som nægtede at godkende et forslag om at flytte dem. Deres svedjebrug blev betragtet som en trussel mod skovene i Banten, da det bragte vandforsyningen til kunstvanding i lavlandet i fare. Efter at have besøgt Kanekes besluttede dr. Mulhenfeld imidlertid, at en flytning ville være ødelæggende for Badui-kulturen. I dag, i det uafhængige Indonesien, fortsætter Badui-folket med at beskytte deres kulturarv, trods regeringens bestræbelser på at integrere dem i det bredere samfund gennem konvertering til islam.
Badui-folket nægter at lade sig gøre til ofre for forandringer. De mener, at de har et mandat til at opretholde harmonien og balancen i universet, hvilket afhænger af bevarelsen af deres kultur. For at sikre beskyttelse er Badui-samfundet opdelt i to grupper. De indre Badui, altså de hellige medlemmer af hierarkiet, bor i tre hellige landsbyer i Taneh Larangan eller det »forbudte område«. De beskytter deres samfund mod indflydelse udefra for at sikre renheden. Forskellige buyut (tabu) pålægger dem isolation og forbyder indførsel af enhver form for teknologi (undtagen knivblade). De hellige medlemmer afskrækker desuden udenforstående fra at få adgang til deres fællesskab.
